Min tankegang har altid været kreativ. Jeg har øje for detaljer og det miks der kan opstå mellem nyt og gammelt, ro og ‘uro’ og i det hele taget den røde tråd, der gerne skal gå gennem en bolig på en naturlig måde.
Jeg fik tidligt en naturlig interesse for møbler og indretning. Fra jeg var ganske lille, har jeg været med min far, der bl.a. var møbelfabrikant, på møbelmesser. Efter en uddannelse indenfor salg blev jeg uddannet dekoratør/stylist i et stort møbelhus. Jeg har været ansat som dekoratør og stylist, men de sidste 16 år har jeg været selvstændig boligstylist og udført og rådgivet om boligstyling i talrige hjem og udført opgaver for erhvervslivet. Med tiden er jeg blevet skarp til at se muligheder og rådgive om hvordan man opnår den optimale indretning og en balanceret boligstyling. Jeg gør meget ud af at sætte mig ind i mine kunders behov og jeg har den holdning, at hjemmet ikke skal være en kulisse eller en smart, trendy styling jeg trækker ned over hovedet på mine kunder, men et rart sted, hvor de trives og livet leves.
I mit arbejde har jeg gavn af en bred erfaring med boligstyling, krydret med livserfaring, rummelighed og en stor forståelse af, at private hjem handler om så meget mere end styling. God boligstyling handler også om personlighed, sammenhæng, og om at føle sig hjemme og godt tilpas, i en bolig der byder dig velkommen og hvor der er tænkt over detaljer og funktioner.
Klik her og se referencer
Herover kan du se billeder fra en totalindretning fra A-Z, hvor jeg købte alt ind og stod for det hele. Og et slidt udlejningssommerhus der fik et løft, med nye (og brugte) møbler, lamper, kunstplakater og alt muligt andet.
Jeg laver også klar-til-salg-besøg, messestande og butiksdekoration, ligesom jeg holder foredrag om boligindretning.
Jeg er ‘gør det selv-kvinde’. Jeg kan bruge en boremaskine og svinge en pensel. Og ikke sjældent laver jeg kreative påfund i mange forskellige materialer. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Nogle af idéerne viser jeg på min blog TinaDalboge.dk. Gennem seks år har jeg skrevet fast i Jyllands-Postens Boligtillæg med indretnings- og gør det selv-tips.
TV og radioerfaring
Jeg har medvirket i TV programmer som: DR1 Fra yt til nyt, TV2 Fri, DR Ramasjang, TV2 Go´ morgen Danmark, TV2 Go´ jul Danmark, DR1 Rabatten, DR1 Derhjemme, DR1 Vores jul, DR1 Genbrugs Guld, TV2 Østjylland, TV2 SYD og deltaget i radioprogrammet Formiddag på 4´eren DK4 og i Radio 100FM.
Du kan kontakte mig på tlf. 40954292 og på mail: tina@bolig-stylist.dk
Mange hilsner fra Tina